|  Søg  |  Kontakt
 
17.03.09 - 15:14

Af:Loa Mortsensen, gadepræst i Aalborg

Det er mit mål at være, hvor de unge er. At bringe kirken til de unge.

Derfor har jeg taget lidt mere utraditionelle midler i brug for at komme de unge i møde: Jeg yder således livs-samtaler via sms, blogger på min hjemmeside og er aktiv på Facebook.
Derudover forsøgte jeg i december 2008 at nå min målgruppe ved at tage på café. Til uformel hygge men også til en snak om ensomhed, familie, gaveræs og hvad julens budskab egentlig er. 

Caféarrangementet var en mulighed for at møde gadepræsten, hvor de unge normalt selv færdes.
En mulighed for at sætte ansigt på mig, så det måske bliver lettere at kontakte mig senere, hvis de gerne vil tale mere privat.
Idéen var, at caféen skulle danne ramme om lidt dybere samtaler de unge imellem om et aktuelt/væsentligt emne. Jeg vil gerne tale med de unge om det, de går og spekulerer på.

De unge skal ikke mødes af krav og af at skulle præstere. Heller ikke på café. Derfor var det vigtigt for mig at prøve at skabe en uformel og tryg stemning. En hyggestund, hvor de unge kunne tale med hinanden om noget, de måske ikke lige selv ville have siddet og diskuteret.

For at have lidt at ”byde på” rent samtalemæssigt, så er der et overordnet tema. Her har jeg spørgsmål og en lille leg med, hvis samtalen skulle gå i stå. Jeg havde nogle lidt provokerende spørgsmål med, som folk forhåbentlig kunne bruge som udgangspunkt for en livlig samtale.

Jeg indleder arrangementet med en ”gadevagt”, hvilket betyder en gåtur rundt i Aalborg centrum, hvor jeg deler små kort ud og inviterer på en kop varmt og en hyggesnak med gadepræsten på café.
Her bydes på lidt varmt at drikke og jeg lægger op til hyggesnak.
Jeg tror, at sådan en ”kirke på café” er noget skal lige løbes i gang. Folk skal vide, at det findes.

Læs mere om mit arbejde på www.gadepraestaalborg.dk