Af:Jacob Zakarias Larsen

Jesus er en fin fyr, men kirken har et problem. 320 unge FDF giver deres bud på fremtidens folkekirke. Vejen frem er mere dialog, medinddragelse og knapt så stive gudstjenesteformer.

Af Jacob Zakarias Larsen, forbundssekretær og præst i FDF

”Vi fik til opgave at komme med et bud på, hvad der er vigtigt i det kristne fællesskab, og hvordan folkekirken skulle se ud hvis vi skulle starte helt forfra.”  Pigen med afblegede hår og en markant, sort eyeliner viser sine smilehuller og kigger på præsten, der sidder på en grøn mælkekasse med sin notesblok fremme. Med fingeren peger pigen på planchen i sin venstre hånd. Øverst står med en blå skrift ”Vision for det kristne fællesskab anno 2008”.

De 20 teenagere skubber guitarforstærkere, mikrofonstativer og trommesæt til side og sætter sig tæt i en cirkel - nogle nærmest oven på hinanden. En pige tager sin lyseblå FDF-skjorte af og retter på sin T-shirt påtrykt: ”FDF Seniorkursus Sletten” midt på brystet. En anden piller ved sine engang hvide sokker, mens pigen med det afblegede hår sætter sig på knæ og holder det laminerede A3 stykke op. Bogstaver og tegninger i en usynlig orden. I venstre hjørne under overskriften: ”Det kristne fællesskab” står der tro, næstekærlig og åndelig tryghed. Pigen fortæller og lader fingeren glide ned over de mange ord. Fingeren stopper kort op ved ”debat efter gudstjenesten”.  Pegefingeren glider videre ned til ”kortere salmer på mere nudansk”, ”SMSer”, ”cola og chips nadver”, ”lounge og film i kirken”. Hun trækker på smilebåndet og cirkler med fingeren om et skib med en masse mennesker på. ”Vi synes der rundt om i landet skal ligge både trukket op på land. En slags Noahs ark. Her kan man dyrke sport, hygge, debattere, få lektiehjælp og lave mad til dem, der ikke har så mange penge. Ja, der skal selvfølgelig også være præster på skibet.”

Hun smiler og drejer hovedet hen mod præsten. Præsten trækker på smilebåndet.

En pige med et tykt, krøllet hår og en lidt for stor striktrøje rækker fingeren i vejret.

”Selvom jeg er ateist, så synes jeg, det kunne være fedt, hvis man kunne flytte stolene i kirken, så man kunne lave noget dansehalløj eller male sin egen altertavle. Og så kunne jeg godt tænke mig nogle flere stillegudstjenester med dæmpet lys, lystænding og korte prædikener.”

De fleste nikker. Én kæmper for at holde øjnene åbne. Én anden har opgivet.

Bag et par piger stikker en dreng hovedet frem. Han flytter med sin hånd en hårlok væk fra øjnene.

”Jeg ku’ godt tænke mig noget andet en orgel-rock i kirkerne. Noget mere jazzet og funky. Og så behøves præsterne ikke tale ungt og hipt, men de skal tale om noget hverdagsagtigt og forståeligt.”

Præsten nikker og rejser sig langsomt fra den grønne mælkekasse. Hun tager sin røde regnjakke på og går med mælkekassen og notesblokken i hver sin hånd ud i efterårsblæsten - ud på græsplænen i retning af den næste cirkel af unge FDFere.

Ud af skoven kommer en flok unge med supermandskapper stormende. De slår sig ned og lukker hullerne i cirklen af gule regnjakke, FDF-skjorter, små overtegnede kawasaki sko og tunge vandrestøvler. Instruktøren kigger rundt på deltagerne og tæller.

Præsten knapper sin jakke godt op og sætter sig på sin grønne mælkekasse i det våde græs i yderkanten af cirklen. Hendes øjne hviler ved planchen i midten af cirklen: ”Unge vil engageres. Korte gudstjenester. Minus envejskommunikation. Unge vil lære om kristendom. Præsten på MSN. Kirkebænkene er for hårde. Præster skal snakke hverdagssprog. Ikke ændre ved nadveren, men rigtigt brød. Flere gadepræster. Minus røvsyg konfirmandundervisning.”

En dreng i slidte militærstøvler og en sort elefanthue på toppen af sit lange, sorte hår bøjer sig frem i cirklen. Han rækker den ene hånd i vejret, og med den anden børster han jord af sine hullede cowboybukser påmalet ordene: ”Bevar ungdomshuset!”.

”Der burde være flere supplementer til den normale gudstjeneste. Tidspunktet for gudstjenesterne duer heller ikke, for mange unge har været til fest lørdag aften. Og væk med prædikestolen. Det virker som om at præsterne er bedre end os, når de står deroppe. Man kunne også overveje at lave gudstjenester andre steder - for eksempel på en banegård. For måske er Gud også andre steder end i kirken? ”

Den tykke københavnske accent og de mange ord bliver hængende lidt i luften, inden han forslår, at man også kunne mødes om noget mad, fordi det er hyggeligt, og det var det, Jesus selv gjorde.

”Hvem skulle lave maden?” Præsten kigger rundt på deltagerne. Der bliver stille. ”Kirken”, svarer en pige ind i kraven på sin sorte fleecejakke. ”Men hvem er kirken, og hvem skal bidrage til fællesskabet?”, bliver præsten ved, og lægger notesblokken fra sig. Pigen i fleecen læner sig tilbage. Andre mumler lidt.

 ”Sammenskudsgilde eller madhold på skift. Måske behøver det ikke at være kirkens ansatte?”, forslagene er mange. En dreng i gummistøvler, huen trukket ned over ørene og et ternet Arafat-tørklæde om halsen afbryder gruppens mumlen. ”Alle skal bidrage, for kirken er os, og vi er kirke”.

De fleste hoveder nikker i takt. En pige læner sig frem og kigger på drengen med Arafat-tørklædet. Hvor hun er fra, er det præsten, der er kirken, og de unge bliver aldrig spurgt, om de vil være med. Flere rækker hånden op, men instruktøren hæver hånden og peger på sit armbåndsur.

Præsten giver hånd til instruktøren. Hun tager sin mælkekasse og notesblok under armen og går op imod hovedbygningen og ind i varmen, hvor de andre præster venter.

”Nu har I haft mulighed for at høre 320 unge 15-18-åriges bud på fremtidens folkekirke, hvis de kunne begynde forfra. Fik I som præster noget ud af at det?”

Martin Diget Aamann, leder for FDFs efterårskursus på Sletten ved Himmelbjerget, kigger på de småsnakkende præster rundt om bordet, mens han smøger ærmerne op på sin lyseblå FDF-skjorte. Et par præster holder fast med begge hænder om en dampende kaffekop. En yngre præst sætter koppen fra sig. ”Jeg er overrasket over, hvor meget de har på hjertet på trods af, at de har været i gang med alle mulige aktiviteter i næsten en uge og er trætte”. Hun forsøger med hænderne at gnide lidt varme tilbage i benene, idet hun kigger ud af det store panoramavindue, hvor fire teenagere sjosker ned mod søen iført redningsveste og med en pagaj over skulderen.

En af præsterne løsner halstørklædet, rømmer sig og lægger hovedet og overskægget lidt på skrå.

 ”Jeg synes de generelt var meget enige. De vil gerne gå i kirke og Jesus er en fin fyr. Men de føler sig fremmedgjort af kirke. At kirken ikke er et sted, man kan være.”

Bag kaffedampene nikker præsterne om bordet.

”Og i de grupper jeg sad med i, efterlyste de unge FDFere, at kirken ikke var så stiv i betrækket. Noget af det, der gik igen var mere dialog og noget andet musik.”

Kursuslederen lytter og grifler pointerne ned. På notesblok står: Debat og dialog, medinddragelse, opblødning af stive gudstjenesteformer og så et kristent fællesskab, der ikke er afhængig af bygninger.

Han stopper kuglepinden i skjortelommen og slår ud med armene:

”Tak fordi I ville komme.  FDF har som mål at være de unges ambassadører og tale de unges sag i folkekirken. Vores formål med dagen var, at I som præster fik muligheden for at komme i dialog med de unge og høre deres bud på fremtidens folkekirke. Jeg håber, at både I og de unge blev lidt klogere.”

Præsten smiler og nikker, knapper sin røde jakke og pakker notesblokken i tasken. På vej ud ad døren, sætter hun mælkekassen tilbage på plads.

Faktaboks

Det vil de unge ha’

1. Mere samtale og debat om tro både i og uden for kirken

2. Mere medinddragelse i aktiviteter og gudstjenester

3. En opblødning af stive gudstjenesteformer (moderne musik og salmer, forståelig prædiken og mindre stram liturgi)

4. Et kristent fællesskab, der ikke murer sig inde og er afhængige af bygninger